Forfatter: B. Celeste
Udgivelsesdato: 30.05.2024
Forlag: Falco
Længde: 354 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra Forlaget Falco
Beskrivelse
Forfatteren B. Celeste har med Halve hjerter skrevet en fortælling om at leve et ungdomsliv med kronisk sygdom.
Vi følger den 19-årige Emery Matterson. Hendes barndom startede lykkeligt med hendes tvillingesøster Logan, mor og far. Desværre tog livet en drejning, da Logan blev syg med sygdommen Lupus.
Det er nu 10 år siden, at Logan døde og det værst tænkelige er sket – Emery har fået konstateret samme sygdom som Logan. Emerys mor er stadig ikke kommet sig over tabet af sin ene datter og synker derfor endnu mere hen, da Emery står til at lide samme skæbne.
Emery vælger derfor at flytte ind hos sin far og hans nye familie. Her møder hun sin stedmor Cam og stedbror Kaiden. Cam er godheden selv og åbner både hjemmet og sit hjerte for Emery. Kaiden er dog ikke så lige til og det tager noget tid, før Emery kommer ind under huden på ham.
Kaiden er skolens mest populære dreng. Han regerer på skolen, men lukker sig inde i sig selv derhjemme. Langsomt begynder et umage venskab dog at blomstre mellem Emery og Kaiden.
Kaiden ser Emery som et almindeligt menneske og ikke en syg person. Med Kaiden kan Emery få følelsen af at leve et mere almindeligt ungdomsliv med kærlighed, sene filmaftener og spænding.
Det viser sig langsomt, at Kaiden ikke kender til Emerys sygdom. Spørgsmålet er dog, hvor lang tid sandheden kan forblive ukendt for Kaiden.
Emerys sygdom haler ind på hende og hun begynder at fortryde, at hun sænkede sine parader og lukkede Kaiden, Cam og sin far ind i sit liv. Tanken om, hvor meget hendes eventuelle tidlige død vil knuse dem, er nemlig ikke til at bære.
Anmeldelse
Halve hjerter er både troværdig, indsigtsfuld og rørende.
Da jeg læste bogen, blev jeg draget ind i Emerys verden. Jeg oplevede, at bogen på meget troværdig vis skildrede, hvordan det er at leve med en kronisk sygdom.
Vi hører nemlig både om, hvordan Emerys sygdom påvirker hendes liv og hvordan det er at leve som et ungt menneske. Emery har samme håb, drømme og lyster som alle andre unge mennesker. Desværre sætter hendes sygdom en stopper for, at hun kan udleve dem på samme måder som andre mennesker.
Der er kommet mere fokus på kroniske, usynlige sygdomme de seneste år. Halve hjerter er derfor en meget aktuel bog, der kaster yderligere lys på emnet.
Troværdigheden i fortællingen er helt i top. Jeg oplevede på intet tidspunkt at blive hevet ud af universet. Dette skyldes i særdeleshed handlingsforløbet, men også skrivestilen.
Halve hjerter er ikke endnu en kærlighedsroman med en lykkelig slutning, men en realistisk fortælling. Samtidig er den skrevet i et sprog, hvor jeg som læser følte, at jeg fik et direkte kig ind i Emerys tanker.
Det var først, da jeg havde læst hele bogen og så forfatterens efterord, at jeg forstod, hvorfor Halve hjerter havde formået at drage mig så meget. Det viser sig nemlig, at forfatteren selv lider af en kronisk sygdom. Selvom dette er en skrækkelig skæbne, har B. Celeste formået at vende det til noget positivt ved at skrive bogen Halve hjerter, der både oplyser og drager sine læsere.
Jeg giver Halve hjerter 5 ud af 5 stjerner.
Bedømmelse af bogen
Hvis du er til sicklit og synes om bøger som En flænge i himlen, vil du med garanti også synes om Halve hjerter!
Når Halve hjerter udkommer som lydbog, skal jeg helt sikkert høre lydbogen også.