Forfatter: Ken Follett
Oplæser: Martin Greis-Rosenthal
Forlag: Gyldendal
Tid: 34 timer og 44 minutter
Lydbog og e-bog
Beskrivelse
Giganternes fald er første bog i Ken Folletts anerkendte Century-trilogi.
Lydbogen udspiller sig i starten af 1900-tallet og er bygget op med afsæt i 1. verdenskrig.
Vi følger fem familier, der bor i forskellige lande og kommer fra vidt forskellige sociale klasser. Vi hører om minearbejderfamilien Williams, den adelige Fitzherbert-familie, en fyrstefamilie fra Rusland, en diplomatfamilie fra Tyskland og en fattig russisk familie.
Vi starter med at høre om minearbejderfamilien Williams. Den unge Billy på 13 år skal påbegynde sit arbejdsliv i minen. Heldigvis er hans far fagforeningsmand og kæmper for bedre vilkår. Samtidig hører vi om datteren Ethel, der er tjenestepige ved den prominente Jarl Fitzherbert.
Fitzherbert-familien sidder på toppen af den sociale kransekage. Jarl Fitzherbert bor med sin kone Fyrstinde Bea, der kommer fra Rusland. Jarl Fitzherberts søster, Lady Maud, har også en central del i fortællingen og går andre veje end normalen i overklassen.
Diplomaten Otto von Ulrich og hans søn Walter von Ulrich er tæt på krigsbegivenhederne før og under første verdenskrig. Kærligheden blusser dog op og Walter von Ulrich må overveje, hvor højt han vil vægte sin karriere.
Grigorij og Lev Pesjkov bor i Rusland og er en del af den fattige arbejderklasse. Lev kommer på tværs med politiet og tvinges til at flygte for at redde sit liv.
I løbet af lydbogen bliver de fem familier viklet sammen – både som følge af skæbnen og krigen.
Giganternes fald er baseret på krigens virkelige forløb og indeholder derfor sande fakta fra denne tid. Familierne er med til at give et billede af, hvordan livet kunne have set ud i denne periode af vores verdenshistorie.
Anmeldelse
Giganternes fald havde længe været på min læseliste. Da jeg normalt ikke er til historiske romaner, tog det mig et stykke tid, før jeg endelig fik trykket ”afspil” på lydbogen.
Inden jeg påbegyndte lydbogen, var jeg spændt på, om de mange krigsfortællinger ville blive for tunge for mig. Her har Ken Follett dog foretaget en genistreg. Han har nemlig ladet de historiske begivenheder udspille sig gennem familierne.
Jeg oplevede til tider lydbogen som forholdsvis tung – særligt når detaljer om krigstaktik fyldte. Hvis man er mere interesseret i 1. verdenskrigs begivenheder end jeg, er jeg dog sikker på, at dette vil være meget spændende læsning.
For mig var det fortællingerne fra de fem familier, der gjorde forskellen. Familiernes liv er portrætteret på en så virkelighedsnær måde som overhovedet muligt. Det er derfor ikke svært at forestille sig, at den prominente Jarl Fitzherbert eller fagforeningsfamilien Williams kunne have eksisteret i virkeligheden.
I mine øjne er Giganternes fald en dannelsesroman, som alle bør læse for at få et indblik i livet før og under 1. verdenskrig.
Jeg giver lydbogen Giganternes fald 4 ud af 5 stjerner.
Lydbogen får ikke 5 stjerner, da krigsberetningerne til tider blev lidt for detaljerede til min smag.
Oplæsningen af Martin Greis-Rosenthal får 5 ud af 5 stjerner. Som oplæser er han meget behagelig at lytte til, hvilket for mig er vigtigt, når en lydbog varer over 34 timer.
Bedømmelse af bogen
Bedømmelse af oplæseren
Hvis du er til storslåede fortællinger om krig og fred, kærlighed og had, så skal du gøre dig selv den tjeneste at høre Giganternes fald som lydbog.
Jeg kan allerede afsløre, at jeg straks gik i gang med den næste lydbog i serien, Verdens vinter, og den skuffer ikke. Hvis du bliver bidt af Century-trilogien, har du derfor timevis af gode lytteoplevelser i vente.
Hvor kan jeg lytte til Giganternes fald som lydbog gratis?
Du kan høre Giganternes fald som lydbog gratis i 60 dage ved BookBeat.
Du kan også lytte til Giganternes fald som lydbog ved Podimo, Mofibo, Nextory og Bog & idé.